Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Årets begivenheder og traditioner

Her i Holmens børnehave har vi mange traditioner.

Fødselsdag: Når et barn har fødselsdag, starter vi alle sammen dagen ude ved flagstangen. Her bliver der hejst flag, sunget og råbt hurra for barnet. Efterfølgende deler fødselsdagsbarnet noget ud til de andre børn.

Fastelavn: 3 uger før Fastelavns mandag bliver der lavet en Fastelavnsbutik. Her er der fyldt med udklædningstøj, parrykker, stof, pap, osv. Hver dag inviteres et par børn ind i butikken for, sammen med en pædagog, at lave deres helt eget og unikke fastelavnskostume. Det færdige kostume bliver lagt i en pose og gemmes i børnehaven til Fastelavnsfesten. På Fastelavnsmandag bliver børnene klædt ud i deres eget kostume, står katten af tønden og hygger.

Børneovernatning: Vi har en børneovernatning, som foregår stuevis. Her prøver børnene at sove en enkelt nat i børnehaven sammen med deres kammerater og personalet. Denne overnatninger også en forberedelse til vores koloni.

Koloni: Hvert år i juni måned tager hele børnehaven på koloni. Kolonien er en stor sammenrystende oplevelse for både børn og voksne. Den giver en masse gode fælles oplevelser, som sent bliver glemt. Vi er afsted på koloni fra mandag til fredag. Selve kolonien ligger et stenkast fra en dejlig og meget børnevenlig strand i udkanten af en skov med mange tur muligheder og i gå afstand til en lille havneby.

Forældreovernatning: I august holdes der en forældreovernatning. Her kommer forældre og søskende op i børnehaven fredag, hvor man slår telt op og hygger til lørdag formiddag.

Jul: Til jul er der en juleudflugt i børnehaven, hvor forældre og søskende deltager. Her bliver der hygget ved bålet og gået tur i skoven.

I julen sker der mange ting i børnehaven. Vi startet i november med at lave "hemmeligheder" (julegaver). I december bliver der bagt, klippet og klistret julepynt. Vi har en dag, hvor Julemanden har gemt en stor sæk med æbleskiver ude i skoven til os, som vi så skal ud og finde. Der er en dag, hvor vi spiser risengrød, og selvfølgelig  sætter vi også en skål risengrød og en nisseøl op på loftet til Nissen. Vi laver Adventsspiral, en særlig sanseoplevelse, inspireret af Rudolf Steiner. Vi tager også til julegudstjeneste i Holmens kirke, hvor forældre og søskende også har mulighed for at deltage.